Vanvittigt at flytte tomme trailere rundt i Europa uden nogen som helst grund
Med EU’s vejpakke blev der indført en ny kontroversiel regel om, lastbiler skal retur til hjemlandet hver ottende uge. Nu lægger EU-Kommissionen op til, at det også skal omfatte sættevogne og trailere. DI Transport vender sig kraftigt imod det nye forslag.
- Det har aldrig været tanken med vejpakken, og forslaget er fuldkomment uden for skiven, siger transportpolitisk chef i DI Transport Rune Noack
- Traileren er en del af produktionsapparatet og følger varerne og godset. Det vil smadre det indre marked fuldkommen, hvis transportvirksomhederne skal til at flytte tomme trailere rundt i Europa uden nogen som helst grund. Der er i forvejen stor mangel på kapacitet.
I forvejen har det nye krav om, at lastbilen skal retur til hjemlandet betydet øget brændstofforbrug og lavere kapacitet i det indre marked.

- Det kan ikke være meningen, at transportbranchen skal brænde diesel af uden grund, siger Rune Noack.
- Det var i forvejen en skævert at stille krav om, at lastbilen skulle retur.
- Det bliver kun meget værre, hvis det udvides til også at omfatte trailere og sættevogne. I sidste ende vil det føre til markant højere transportpriser i EU, hvilket vil skade samhandlen og begrænse væksten.
Samhandel vil blive sat i stå
Danske transportvirksomheder har trailere i hele EU for at levere varer til kunderne. Hvis danske rederier skulle sende alle containere retur til Danmark hver ottende uge, ville samhandlen blive sat i stå.
- EU-Kommissionen er ude af trit med virkeligheden. Vi skal have EU-debatten drejet over i, hvordan vi kan effektivisere og udvikle godstransport og logistik i Europa frem for at stille forhindringer i vejen, siger Rune Noack
Forslaget er nu i høring og DI Transport vil rejse problemstillingen over for EU-Kommissionen og Transportministeriet.