23948sdkhjf

Generationsskifte i Blue Water: Datter overtager efter Kurt Skov

Anne Skov bliver formand for Blue Water Fonden, og skal videreføre sin fars livsværk

I snart 50 års har Kurt Skov været den dominerende frontfigur for transport og logistikkoncernen Blue Water, som han grundlagde i Esbjerg i 1972 – på et lille kontor med tre ansatte.

I dag beskæftiger virksomheden 2.000 medarbejdere fordelt på knap 70 kontorer i 30 lande.

Nu overlader grundlæggeren rollen som frontfigur til datteren Anne Skov, der bliver formand for Blue Water Fonden, som ejer 75 procent af aktierne i Blue Water.

Fonden blev grundlagt i 2007 med formålet at sikre firmaets fremtidige ejerskab, udvikling og tilknytning til Esbjerg. Kurt Skov og hans hustru Gyrithe og datteren Anne Skov har siden grundlæggelsen siddet i Fondens bestyrelse.

Værne om værdierne

Anne Skov vil som formand for fonden og næstformand i bestyrelsen sikre og værne om Blue Waters værdier og kultur. Hun vil samtidig medvirke til at udstikke hovedlinjerne for den videre udvikling af Blue Water, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

- Jeg er både stolt og meget ydmyg over at træde ind som formand for fonden, siger Anne Skov.

- Det er en meget stor tillidserklæring, og jeg føler et stort ansvar for – og en stor lyst til – at føre Blue Water stærkt ind i fremtiden.

- Jeg vil sikre de værdier, min far har bygget Blue Water op omkring. Jeg ønsker at være garant for, at vi fastholder vores værdier og kultur – og at Blue Water ledes med respekt for disse.

- Selvfølgelig skal der være plads til, at vi udvikler og forandrer os, som vi har gjort i alle årene, fortsætter Anne Skov.

Hun pointerer, at den daglige drift er i gode hænder hos den nuværende direktion, som gennem de seneste år har konsolideret indtjeningen og ekspanderet aktiviteterne.

Stærk fremtid i møde

Kurt Skov er glad for, at sidste skridt i generationsskiftet nu er gennemført, og at Anne Skov ønsker at påtage sig den nye rolle og derigennem sikre at familien Skov også fremover er direkte engageret og involveret i Blue Water.

- Jeg overlader trygt arbejdet til Anne, siger Kurt Skov.

- Anne har vist, at hun har viljen, evnerne og lysten til at engagere sig i ejerskabet af Blue Water. Vi har et tæt samarbejde og vægter begge værdierne højt. Jeg ved, at hun vil medvirke til, at mit livsværk går en stærk fremtid i møde til gavn for familien, medarbejderne, kunderne og det omkringliggende samfund.

Kurt Skov fortsætter som formand for bestyrelsen i Blue Water Holding, indtil der er fundet en afløser. Planen er, at en ny formand skal tiltræde senest i foråret 2024, hvor Anne Skov vil indtræde som næstformand. Indtil da er hun menigt medlem af bestyrelsen.

Stor jubilæumsfejring

Firmaets jubilæum fejres på flere måder. På selve dagen – 1. september - holdes der reception for kunder og samarbejdspartnere. Samme dag bydes der på koncert for børn om formiddagen og koncert for unge og voksne om aftenen. Og der spilles show-fodboldkamp på Blue Water Arena.

Lørdag 3. september festes der med medarbejderne. Omkring 1400 kolleger fra hele verden kommer til Esbjerg for at fejre den store begivenhed – og for at skabe teamspirit på tværs af hele organisationen.

”Fællesskab og sammenhold betyder rigtig meget for os, og derfor har det været naturligt at invitere alle 2000 kolleger til fest i Esbjerg. Det er umuligt for alle at komme, men vi ser virkelig frem til at fejre vores jubilæum sammen med de 1400, der kommer. Og at vise Esbjerg og hovedkontoret til de mange kolleger, der ikke tidligere har været her, ” siger Søren Nørgaard Thomsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11