23948sdkhjf

Bonus for biogas kan sikre grøn omstilling

- Vi taber terræn i forhold til vores naboer, når det gælder omstilling til biogaskøretøjer, lyder det fra Ivecos miljøchef

Tirsdag den 19. februar 2019 er en dato, vi bør huske. Den dag vedtog EU, at nye lastbiler i 2030 skal udlede 30 procent mindre CO2 end i dag. Det nye CO2-reduktionsmål er en vigtig milepæl for den grønne omstilling af transportsektoren, fordi den tunge transport netop ikke var inkluderet i efterårets beslutning om en CO2-reduktion på 35 procent for nye biler og varebiler.

Den nye beslutning rejser samtidig et afgørende spørgsmål: Hvordan når vi målet? Svaret er ikke enkelt, men biogas bliver en afgørende del af det - i hvert fald når vi snakker tung transport.

Fortrænger fossile brændsler
Faktisk viser de seneste tal fra EU direktiv 2018/2001 af 11. december 2018, at man reducerer CO2-udledningen i det grønne regnskab med 179 procent, når man skifter fra diesel til biogas. Det svarer til, at vi kan fjerne næsten to dieselkøretøjer for hvert eneste biogaskøretøj, der sendes ud på vejene.

Årsagen er, at brugen af husdyrgødning til fremstilling af biogas både gavner natur og landbrug, samtidig med at det fortrænger de fossile brændsler. Det er også forklaringen på, at biogas kan præstere en CO2-reduktion på over 100 procent.

Hertil kommer, at en række ekspertanalyser de seneste år har tegnet et entydigt billede af, at biogas som drivmiddel i den tunge transport er langt den billigste og mest effektive måde for samfundet at efterleve sine CO2-reduktionsmål på. En konklusion, som også Det Økologiske Råd slog til lyd for i februar 2017 på altinget.dk.

Danmark sakker agterud
Så hvorfor er biogas-køretøjerne stadig ikke mere udbredte i Danmark? Her er det vigtigt at understrege, at teknologien allerede er på plads og har været det i mere end 20 år. Iveco har leveret lastbiler, der kører på gas, allerede i slutningen af 1990’erne.

Brugen af gas er godt i gang uden for Danmark, og i dag kører der over to millioner gaskøretøjer rundt på de europæiske veje. De kan tankes på over 3.300 tilgængelige CNG-stationer over hele Europa.

Sverige er et af foregangslandene, og ifølge Energigas Sverige kørte der i slutningen af 2017 lidt over 55.000 gasdrevne køretøjer rundt i Sverige. Her er der over 180 offentligt tilgængelige tankstationer. Andelen af busser i Sverige, der kører på gas, er nu helt oppe på 17 procent.

Til sammenligning har vi i Danmark i dag 585 gasdrevne køretøjer ifølge De Danske Bilimportørers Bilstatistik. Det svarer til en procent af det antal, der kører i Sverige. I Danmark var vi 17 tankstationer, hvor man kan tanke gas. Andelen af gasbusser i Danmark er fortsat under to procent.

Skab et incitament
Hvad ligger der bag den helt enorme forskel på landene? En vigtig del af forklaringen er, at man fra den svenske regerings side har indført økonomiske incitamenter til at investere i køretøjer på biogas for eksempel via det såkaldte Bonus Malus afgiftssystem, som blev indført sidste år.

Sådan er det ikke i Danmark, hvor efterspørgslen på bæredygtig transport stadig primært kommer fra enkelte kommuner og private virksomheder, der byder ind på kommunale transportopgaver.

Hvis vi derfor skal rykke ved det samlede billede, kræver det en langt mere målrettet politisk indsats. Her bliver folketingsvalget - som flere spår til at blive det første nogensinde med miljø som et af hovedtemaerne - en god anledning til at overveje, hvor længe vi fortsat vil lade den grønne transport køre uden om Danmark?

Morten Iversen er Nordic Sustainability Manager i Iveco.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111