23948sdkhjf

Direktør skiftede fra shipping til landtransport: "Der er meget lidt ordentlighed"

Efter to årtier hos Mærsk, krævede det noget af en akklimatisering for Flemming Bo Larsen at komme ind i transportbranchen på land 

Flemming Bo Larsen var 19 år hos Mærsk, inden han ad omveje endte som adm. direktør i Step Transport i Brøndby. Skiftet fra branchen på vand til land har været en stor omvæltning for direktøren. Det fortæller han, da Transportmagasinet besøger virksomheden.

-Det har krævet noget omprogrammering i hovedet. Men det er en fed rejse, siger han.

Den erfarne shippingmand blev officielt adm. direktør i 2022, men han har været en del af virksomheden i omkring fire år. Step Transport er stiftet i 2018 af Stephanie Ørnfeldt, og de to driver virksomheden side om side. Step Transport leverer varer for sine kunder, der bl.a. sælger ladcykler, møbler og designerlamper.

Har udviklet sig over tid

I sine godt to årtier hos Mærsk arbejdede Flemming Bo Larsen med flådedrift og drev performance på den. Han har arbejdet med optimering af skibe, skibsdesign, udvikling af systemer, processer osv. Både af Mærsks egen flåde, men også den eksterne.

Derefter valgte han at gå solo og blive konsulent. Det var af den vej, han og Step Transport krydsede hinanden.

-Ad omveje kom jeg ind over her og skulle klare nogle småting. Så har det udviklet sig over tid til, at jeg sidder her i dag, fortæller han.

Og der er ifølge direktøren stor forskel på shipping og landtransport:

-Det er noget helt, helt andet. Der er mange fine ord og dokumenter i denne branche, men der er meget lidt ordentlighed, siger han og oplyser, at der er svindel i store dele af branchen på flere niveauer.

Har krævet akklimatisering

-Hvis nogle havde spurgt mig for 5 år siden, om det skete i Danmark, havde jeg sagt ”nej,” men det er den verden, vi operer i. Jeg har skullet akklimatisere, siger direktøren.

Han mener, at størstedelen af den dokumentation, der er i branchen, er værdiløs. Det billede, der bliver malet fra de øverste lag i branchen og politikerne hænger ifølge direktøren ikke på nogen måde sammen med, hvordan det reelt foregår:

-Der kører mange agendaer. FN's verdensmål, ESG osv. Det er der jo ikke noget dårligt i, men alligevel kan man godt blive lidt træt. For det starter på de øverste etager med kampagner, opslag på Linkedin osv., det er super godt, og de skriver det rigtige. Men der er mange, som ikke lever efter det. Så får det noget hykleri over sig.

Vil en anden vej

Step Transport forsøger derfor ifølge ejerne selv at gå en anden vej.

-Vi har taget et valg om, at vi ikke vil være en del af det. Vi vil skrue noget andet sammen. Vi tror på, at der er et potentiale i at gå en anden vej. Det betyder så også, at vi må skrue en anden model sammen - både operationsmæssigt og forretningsmæssigt. For vi er markant dyrere end vores konkurrenter. Derfor skal vi være mere effektive, skarpere, og vi skal prøve at finde pengene et andet sted i kæden, siger han og henviser til, at de f.eks. ikke er ret mange ansatte på kontoret.

Step Transport forsøger bl.a. at gå sin egen vej ved primært at ansætte unge, uerfarne chauffører, virksomheden har udviklet sit eget IT-system, og bilerne er pink.

-De ansatte er på overenskomst og får pension. Selvom vi er små, synes jeg faktisk, at vi forsøger at gøre en forskel i det lille hjørne af branchen, hvor vi nu engang er. Vi er her selvfølgelig for forretningen. Men vi forsøger at udfordre status quo. Det er sjovt, siger han.

-Vi er ikke perfekte, men vi prøver at tage et ansvar for at drive en anden agenda.

Step Transport omsatte for 29 mio. kr. i 2023, og forventer det samme i 2024. Men i 2025 forventer virksomheden at øge omsætningen til mellem 45-50 mio. kr. En vækst, som bl.a. er drevet gennem den strømlining af virksomheden, som Flemming Bo Larsen har været med til at indføre i virksomheden over de seneste år. Virksomheden leder desuden også efter mere lagerplads, da de er ved at vokse ud af sine nuværende lokaler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079