Skarp chauffør opdagede brand i læsset – tømte vognen i lille landsby

En lynhurtig beslutning.
Det var det en chauffør fra et renovationsselskab stod overfor onsdag.
Det skriver TV2 Øst.
Han måtte reagere hurtigt, da han midt på eftermiddagen opdagede, at der var gået ild i den bunke metalskrot, han netop havde læsset.
I stedet for at lade ilden brede sig i skraldebilen, kørte chaufføren bilen til en parkeringsplads i den sydsjællandske landsby Bårse og tippede hele læsset af, før han alarmerede brandvæsnet.
– Chaufføren handlede snarrådigt, da han opdagede branden, siger indsatsleder Knud Erik Døssing fra Midt og Sydsjællands Brand og Redning.
Brandfolkene fik hurtigt flammerne under kontrol.
Årsagen til branden er endnu ikke fastslået, men brandvæsnet vurderer, at selvantændt plast kan være årsagen.