Mere end 400 unge deltog mandag i Logistikkens Dag hos Lemvigh-Müller i Odense.
Her fik de mulighed for at stifte bekendtskab med transport- og logistikbranchen gennem praktiske aktiviteter og møder med medarbejdere og lærlinge.
Det oplyser Lemvigh-Müller i en pressemeddelelse.
Arrangementet er etableret i samarbejde med Syddansk Erhvervsskole og en række virksomheder og blev første gang afholdt i 2023. Formålet er at øge interessen for uddannelser og job inden for lager og logistik, hvor virksomhederne gennem flere år har haft udfordringer med at tiltrække unge medarbejdere.