23948sdkhjf

FairTrans skifter ud i toppen

Medejer bliver nu administrerende direktør som led i et planlagt generationsskifte.
Hans Jørgen Hansen tiltræder den 1. juni som ny administrerende direktør for FairTrans i Kliplev, syd for Aabenraa. Han har været i firmaet gennem 20 år, trådte i 2007 ind i ejerkredsen og har siden kørt parløb med Hans F. David, som nu har valgt at give stafetten videre.

- Med min historik i firmaet har det ligesom ligget i kortene, at jeg på et tidspunkt skulle tage over efter Hans, fortæller Hans Jørgen Hansen til Transportmagasinet.

Hans F. David har haft ejerandel i firmaet i knap 40 år og været direktør i næsten 20. I 2013 solgte han sine aktier til de øvrige medejere, han fylder 65 den 28. maj i år. Så generationsskiftet er planlagt og velforberedt. Det kniber dog med at give helt slip endnu, hvorfor han fortsætter som konsulent i huset for en tid.

FairTrans afholder i dag reception for at markere generationsskiftet og bruger samtidig anledningen til at fejre virksomhedens 40 års jubilæum.

Fortsætter samme kurs
FairTrans blev grundlagt i 1975 og har haft en stabil udvikling i stort set alle år. Forretningen startede med transporter mellem Skandinavien og Tyskland, men paletten er med tiden blevet bredere. I dag er Kliplev centrum for alle virksomhedens aktiviteter. Herfra foregår al distribution til og fra Norden såvel som ud til store dele af Europa. Og det er firmaets strategi, at der skal endnu mere aktivitet syd for grænsen.

- Vi har stukket en kurs sammen (Hans Jørgen Hansen og Hans F. David, red.) og i samarbejde med bestyrelsen har vi lagt en strategi for henholdsvis fem og ti år. Det bliver der ikke ændret på, fortæller Hans Jørgen Hansen og fortsætter:

- Når vi byder ind på transporter, er det væsentligt, at vi kan dække hele Europa, så derfor har vi et naturligt fokus på, hvordan vi kan udvide vores aktiviteter her.

Måske bliver det med hjælp fra kollegaer. For FairTrans er medlem af Danske Speditører og arbejder tæt sammen med andre aktører i branchen.

- Det er væsentligt at arbejde sammen for at begrænse antallet af tomkørsler og undgår vi det, kan vi godt tjene penge ved at gå ind i eksempelvis Polen, forklarer han.

Investeringer i IT
Også inden for Danmarks grænser går det godt. FairTrans har 30-40 biler på indenrigsnettet hver dag, båret af en positiv udvikling de seneste 10-15 år.

Det høje aktivitetsniveau betyder, at lagerhotellet i Kliplev er godt fyldt op, og visse dage kunne det være rart med ekstra plads.

- Vi har 7,5 hektar til at kunne udvide på, det ligger ikke i kortene lige nu, men muligheden er der, oplyser Hans Jørgen Hansen.

Og får virksomheden flere faste kunder afføder det naturligt investeringer i nyt materiel og medarbejdere. Men det er fremtid. Lige nu og her er investeringer i IT på agendaen.

- Vi er nødt til hele tiden at følge med udviklingen inden for IT, især inden for lagerstyring og track & trace, så derfor er det en post, der fylder mere og mere i budgettet, uddyber direktøren.

Regnskabet, der normalt ender med sorte tal, ser også fornuftigt ud for 2014.

FairTrans og det selvstændige datterselskab Comet Transport beskæftiger til sammen i nærheden af 110 medarbejdere. Ud over lagerhotellet på 12.500 kvadratmeter råder selskabet samlet over en flåde på 71 trækkere og 105 trailere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.437