Toldkodeks vedtaget i bæven for løbske IT-udgifter
Der er udbredt mistro i Folketinget til reformen af EU’s toldprocedurer, der indfases fra den 1. maj. Hvor meget vil IT-systemet komme til at koste?
På papiret er loven vedtaget af et sikkert flertal. Enhedslisten og SF stemte imod, mens Dansk Folkeparti stemte blankt.
Imidlertid har Socialdemokratiet, Alternativet og Det radikale Venstre et forbehold om støtte til gennemførelsen af den fulde toldkodeks, som er vedtaget i EU som en forordning. Med andre ord er et flertal på tværs af ja og nej kritisk over for den ukendte udgift til et nyt system hos SKAT.
- Det er en speciel situation, når vi vedtager noget, som potentielt set kan koste 1-1,5 milliarder kroner, uden at vi reelt ved det, siger skatteudvalgsmedlem Jeppe Bruus (S).
- Der udestår stor usikkerhed om de økonomiske og administrative konsekvenser for såvel det offentlige som erhvervslivet
Stram tidsplan
Venstre, Det konservative Folkeparti og Liberal Alliance er bekymret for EU’s stramme tidsplan og omkostningerne, som pålægges medlemslandene.
De tre partier tvivler på, at det er muligt at udvikle et IT-system, der kan ”tale sammen” på tværs af alle medlemslande.
- Det er uacceptabelt, at skatteministeren ikke kan anskueliggøre, hvor finansieringen skal komme fra, mener skatteordfører Rune Lund (EL). Han frygter, at SKAT selv skal betale udgifterne
- Jeg vil selvfølgelig arbejde for at få gennemført EU’s toldkodeks så smidigt, effektivt og billigt som muligt, forsikrer skatteminister Karsten Lauritzen (V).
- Der er selvfølgelig behov for at finde finansiering til at løfte den opgave. Det går vi i gang med, når vi ved, hvad regningen er. Det ved vi desværre ikke på nuværende tidspunkt.
Danske Speditører, der følger sagen tæt, formaner til at holde fast i den forsigtige tilgang, når indfasningen af de nye toldprocedurer begynder den 1. maj. EU-toldkodeksens forskellige elementer bør kun iværksættes her i landet, når digitale løsninger og administrative procedurer er gennemprøvede.
Spørgsmål om toldkodeksen kan sendes til SKAT på e-postadressen Told-EUTK-Bevilling@skat.dk.