Danmark har fire krav til EU’s cabotageregler
Transportminister Hans Chr. Schmidt forbereder forhandlingerne om en revision af EU’s cabotageregler.
Inden længe skal han og de 27 andre EU-landes transportminister tage fat på forhandlingerne om transportkommissær Violeta Bulcs sociale vejpakke, som også indeholder en revision af cabotagereglerne i EU.
En mulighed, der tidligere er blevet luftet, er at lade cabotageperioden være afhængig af et lands størrelse. Det ville have den åbenlyse konsekvens, at den nuværende regel om tre cabotageture på en uge vil blive skåret ned i små lande som Danmark og tilsvarende udvidet i store lande som Frankrig og Polen.
Fire danske punkter
Indtil videre er Hans Chr. Schmidt nøjedes med at opliste fire hovedpunkter i forbindelse med forhandlingerne om en revision af EU’s cabotageregler. De fire punkter er:
1. Forbedret EU-statistik, så man kan få et bedre overblik over omfanget af cabotagekørsel, antal af overtrædelser og medlemslandenes succes med håndhævelse af reglerne.
2. Klar og entydig definition af en cabotagetur.
3. Bedre kontrol med international transporter forud for cabotagekørslen.
4. Bekæmpelse af såkaldte postkasseselskaber.
Det femte punkt
På trafikudvalgets offentlige møde om social dumping forleden opfordrede Socialdemokraternes trafikordfører Rasmus Prehn ministeren til at tilføje et femte punkt, da han fandt ud af, at EU’s cabotageregler åbenbart kun gælder lastbilen og ikke chaufføren. Det femte punkt skulle lyde: Disse regler gælder også for chauffører!
- Det vil jeg ikke afvise. Hvorfor skulle mine fire punkter være det eneste saliggørende? svarede Hans Chr. Schmidt.
Han vil også arbejde for mere klare og fair køre/hviletidsregler i EU; men ministeren er karrig med detaljerne. Dem gemmer han til et lukket møde med de øvrige partiers trafikordfører senere på året, når den danske forhandlingsposition skal fastlægges.
Rapport om østchauffører
Trafikudvalgets offentlige møde om social dumping var affødt af DTL og 3F’s rapport ”Sideveje i dansk transport”. Det er en spørgeskemaundersøgelse fra efteråret 2015 med 225 rumænske, bulgarske og makedonske chauffører.
- Jeg opfatter rapporten som et oplæg til diskussion særligt med hensyn til EU’s regelsæt, siger Hans Chr. Schmidt.