23948sdkhjf

Tidligere ITD-chef i spidsen for Universal Transport

Jacob Chr. Nielsen tiltræder i rollen som administrerende direktør i den vejlensiske transportvirksomhed pr. 1. maj

Med virkning fra 1. maj 2018 er Jacob Chr. Nielsen ansat som administrerende direktør i selskaberne Universal Transport A/S og Universal Flytteforretning A/S.

Jacob Chr. Nielsen har fra 2010 til 2016 været administrerende direktør i Brancheforeningen ITD i Padborg, og siden været arbejdende bestyrelsesformand i E3 Gruppen A/S. Han har desuden en bred erfaring fra industrien med flere ledelsesposter bag sig. Desuden har han en teoretisk baggrund som HD(R) og MBA.

Ejer og grundlægger af Universal Transport Brian Søgaard, der siden afgangen af forrige direktør Thomas Hjort i august 2017 selv har siddet i direktørstolen, ser frem til at få friske kræfter ind i ledelsen.

- Siden august har vi haft nogle turbulente måneder, hvor vi har haft travlt og har omrokeret på forskellige ting. Da jeg i sin tid besluttede, at der skulle en administrerende direktør ind i virksomheden, var det skam ikke for sjov: Vi har helt klart manglet en mand i ledelsen, der har de lidt mere overordnede briller på, fortæller Brian Søgaard til Transportmagasinet.

Perfekt timing
At valget falder på Jacob Chr. Nielsen er langt fra tilfældigt. De to har kendt hinanden i en årrække, både gennem lokal tilknytning til Vejle, hvor Jacob Chr. Nielsen er født og opvokset, men også gennem mange års arbejde i transportbranchen.

- Jeg har kendt Universal Transport og Brian Søgaard gennem mange år, blandt andet gennem mit arbejde i ITD. Jeg har løbende haft nogle forskellige snakke med Brian, og nu når enderne pludselig sammen, og det bliver besluttet, at jeg skal indtræde som administrerende direktør. Det er en lidt speciel proces, men timingen var perfekt for både mig og dem, og vi har god kemi. Nu glæder jeg mig til at komme i gang med de spændende opgaver, der ligger og venter, siger Jacob Chr. Nielsen til Transportmagasinet.

Med ansættelsen af Jacob Chr. Nielsen overtager Brian Søgaard rollen som salgsdirektør i Universal Transport og vil fortsat være en aktiv del af den daglige ledelse.

- Det bliver et rigtig tæt parløb i forhold til at drive forretningen, og jeg er sikker på, Brian er klar til at give plads til nye ideer og en ny direktør. Vi har ens syn på mange ting, men der er også områder, hvor vi er forskellige, så det afgørende er, at der er stor gensidig respekt, og jeg tror på, at vi kan få det bedste ud af hinanden i et tæt samarbejde, siger Jacob Chr. Nielsen.

Udvikling og vækst på programmet
Næste skridt for den nye direktør bliver det store arbejde med for alvor at lære Universal Transport at kende som virksomhed:

- En ting er at kende virksomheden, fordi man har fulgt den udefra i mange år – noget helt andet er at få den ind under huden. Det er første skridt, og derfra skal vi finde ud af, hvad der så skal ske. Jeg kommer heldigvis ind til en virksomhed, der har leveret mange gode resultater gennem en årrække, og det giver et rigtig godt fundament til at kunne vækste virksomheden yderligere. Det er planen, at vi skal være større, og udviklingen af virksomheden skal selvfølgelig foregå i tæt samarbejde med Brian, bestyrelsen og medarbejderne.

I sit nye job kan Jacob Chr. Nielsen trække på sine erfaringer fra ITD, men også en rig baggrund i industrien, som har lært ham at være fremsynet.

- Jeg har en god indfaldsvinkel i forhold til kundernes behov, og det handler i høj grad om at bringe min viden og erfaring ind i jobbet og tilpasse det til den virkelighed, som Universal Transport befinder sig i. Jeg kan bidrage med min evne til at arbejde strategisk og se lidt om hjørner på, hvordan kundernes behov udvikler sig i fremtiden, siger direktøren.

Ro på de indre linjer
Ejer Brian Søgaard glæder sig til at tage imod, når Jacob Chr. Nielsen 1. maj sætter sig bag skrivebordet hos firmaet i Vejle.

- Jacob kender branchen, og så har han kendt Universal Transport gennem mange år, så han ved, hvad han går ind til. Vi har en super kemi, og har talt i mange år om, om vi skulle lede noget sammen. Nu lykkedes det endelig, og jeg ser meget frem til at komme i gang, siger Brian Søgaard, og fortsætter:

- Jeg tror, at der med ansættelsen af Jacob kommer ro på mange fronter. Hvor vi andre i ledelsen er meget dirftsorienterede, så bliver det Jacobs job at være i helikopteren og trække de store linjer, så vi får noget perspektiv og nogle nye ledelsesmæssige kompetencer ind. Jeg tror også, at mange medarbejdere ser frem til, at der kommer en mere ledelsesorienteret direktør ind i virksomheden 

- Jeg glæder mig rigtig meget til at få ham med ombord og det gør medarbejderne også. Så må vi se, hvad dagen bringer. Vi glæder os i hvert fald til at se ham, tilføjer Brian Søgaard.

Jacob Chr. Nielsen fortsætter som bestyrelsesformand i E3 Gruppen A/S og som medlem af bestyrelsen i Sydbank A/S.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125