23948sdkhjf

Vindues-logistik bliver grønnere

STM Vinduer styrker grøn transport sammen med Logistik Centralen

Transport af energibesparende vinduer og døre skal også være energibesparende. Derfor overlader STM Vinduer fra på mandag den 1. marts 2021 al transport af vinduer og døre til Logistik Centralen i Odense.

- Nøgleordet for samarbejdet er kvalitet og service, forklarer administrerende direktør Finn Methmann, STM Vinduer, som ligger i Simmerbølle på Langeland.

- Vi har hidtil stået for transporten selv; men Logistik Centralen kan gøre det bedre i form af højere leveringsfrekvens og kortere leveringstider. Det er jo skrøbeligt gods, der skal transporteres, og derfor er det vigtigt, at transporterne kan gennemføres uden omlæsninger.

- Logistik Centralen leverer varerne der, hvor de skal bruges over hele landet med samme høje servicegrad og kvalitet, som STM Vinduer er kendt for.

 

Grøn dagsorden

Samtidig skal de to også arbejde med en grøn dagsorden. Derfor er det besluttet, at distributionen af vinduer og døre vil ske i et såkaldt ”åbent system.”

- Et ”åbent system” betyder egentlig bare, at vi åbner for, at andre kunder, der har brug for at få transporteret deres gods til/fra områder nær STM’s ruter, vil kunne få deres gods med på de lastbiler, der kører i forvejen, forklarer Morten Christiansen fra Logistik Centralen.

 

Mindre belastning af miljøet

- Både Logistik Centralen og vi arbejder målrettet på at nedbringe vores samlede belastning af miljøet, og denne aftale betyder, at vi faktisk kan gøre en stor forskel, siger Finn Methmann fra STM Vinduer.

- Vi sparer tid, penge og brændstof – og samtidig reducerer vi vores CO2-udslip. Det med CO2-udslippet har stor betydning, for vi har i forvejen en aftale med Langelands Elforsyning om køb af grøn vindmøllestrøm til fabrikken i Simmerbølle.

 

Chauffører kører videre

I forbindelse med aftalen flytter STM’s fire chauffører med over i Logistik Centralen.

- De har samme tilgang til arbejdet, som vi har - nemlig at sikre den gode kundeoplevelse, konstaterer Morten Christiansen.

Han er sikker på, at samarbejdet med STM Vinduer vil være med til at udvikle Logistik Centralen i en positiv retning.

- Vi har aftalt en tæt løbende dialog om optimering af transportforløbet, som et vigtigt fundament i vores aftale. Vi er meget tilfredse med den løsning, som vi nu i samarbejde får
bygget op, og vi glæder os over, at de har valgt os til at køre alle deres transporter af vinduer og døre, slutter Morten Christiansen.

 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109