23948sdkhjf

100 elektriske skraldebiler på vej til København

Der er renere luft og mindre larm på vej til københavnerne. Inden 2025 er det planen, at mindst 100 fuldelektriske skraldebiler skal indsamle Københavns affald.

I første omgang er der indkøbt 15 fuldelektriske Scania-lastbiler. Det er Amager Ressourcecenter (ARC), der køber lastbilerne – og hermed har Scania indgået den største aftale om fuldelektriske lastbiler i virksomhedens historie.

I øjeblikket er affaldshåndteringen i Københavns Kommune udliciteret, men i takt med at de nuværende kontrakter udløber, kommer ARC til at overtage driften og indsamlingen af husholdningsaffald, som bliver med de nye, fuldelektriske lastbiler, hvor hovedparten kommer fra Scania. Planen er, at de første el-lastbiler allerede kommer ud at køre til næste år.

Handler også om ladeinfrastruktur 

- Det her er et super spændende projekt. Lastbilerne er kun én del af omstillingen, fortæller Per Fischer, der er Contract Manager hos ARC, og som har ansvaret for den netop indgåede aftale mellem ARC og Scania.

- Det handler også om nye lokationer og om ladeinfrastruktur, som er et kæmpe projekt i sig selv.

- Det er planlagt, at bilerne kommer til at køre ud to gange om dagen, og så lader de op i mellemperioden. Imellem de to vagtskifter vil man lave en hurtig opladning. Om natten er meningen, at vi laver en almindelig opladning, hvor strømmen er grønnest og billigst.

I første omgang skal de nye lastbiler hente haveaffald i København, men inden 2025 er planen, at mindst 100 fuldelektriske skraldebiler skal indsamle Københavns affald.

 Fordele for københavnerne

Selvom beslutningen om den store investering i el-lastbiler er truffet med formålet om at blive CO2-neutrale, så følger der også andre fordele for københavnerne med, forklarer Per Fischer:

- For borgerne i kommunen betyder det her to ting. Det ene er, at der kommer mindre partikelforurening i luften, da el-motoren er helt emissionsfri. Det andet er, at støjen fra skraldebilerne bliver væsentligt reduceret, når bilerne kommer over på el, for fremover vil det kun være støjen fra beholderne, når de tømmes, man vil kunne høre.

Scania satser på el

Hos Scania er der også begejstring over udsigten til flere el-lastbiler på de danske veje, for virksomheden har forpligtet sig til batterielektriske løsninger (BEV) til den tunge transport. Med den historiske ordre fra ARC og Københavns Kommune banes vejen for den grønne transportsektor.

- Det her er den største BEV-volumen-ordre, som Scania har fået - også globalt, siger Anton Freiesleben, der er salgsdirektør i Scania Danmark.

- Det vidner jo om en ambitiøs kommune, der tager den grønne dagsorden meget seriøst. Så det er et utroligt spændende projekt at tage del i, og der er mange, der følger med i dette projekt rundt om i verden.

10 procent vil være el

I 2025 regner Scania med, at elektrificerede køretøjer vil udgøre omkring 10% af koncernens køretøjssalg i Europa - et tal, de forventer vil stige til 50% allerede i 2030.

Desuden har Scania i de kommende år forpligtet sig til at lancere mindst ét elektrisk drevet køretøj i sit bus-og lastbilprogram hvert år.

Fakta om lastbilerne

Lastbilerne, der kommer til at indsamle københavnernes affald fra år 2022, hedder: Scania L25 (L for lavtbygget city-førerhus og 25 henviser til el-motorens effekt som er 230 kW (310 hk) kontinuerlig- og 295 kW (400 hk) peak-effekt). Modellen blev lanceret sidste år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126