23948sdkhjf

FKB Trading overtager SOR-forhandling

Fyns Karosseribyg vil satse på kølekasser og kranopbygninger. Firmaet er blevet officiel forhandler af de spanske SOR-køletrailere i Danmark, Norge og Sverige.
Michael Krogsøe Thomsen, der er ejer af Fyns Karosseribyg, har overtaget agenturet på SOR køletrailere fra Ib Boelslund. De to har samarbejdet i mere end ti år, men nu har Ib Boelslund valgt at overdrage forhandlingen til Michael Krogsøe Thomsen. Han vil drive forhandlingen videre i selskabet FKB Trading. Det samme gælder for det finske trailermærke, Närko.

Ib Boelslund har indgået en kontrakt med Michael Krogsøe Thomsen. Den gælder i to år, og betyder, at han skal koncentrere sig om at sælge og implementere SOR og Närko i FKB Trading.

- Jeg har fået agenturet for SOR i Danmark, Norge og Sverige, fortæller Michael Krogsøe Thomsen.

- I Danmark sælger vi selv SOR sammen med Ib Boelslund. I Norge og Sverige har vi indgået et samarbejde med BussBygg.

- I Sverige vil vi i starten koncentrere os om Skåne-området.

- I Norge er BussBygg stærkest på vestkysten. De holder til i Molde, men har ansat sælger i Oslo-området. I Norge vil BussBygg hovedsagligt sælge SOR"s city- og standard trailer, som supplement til deres egen kølekasse med foldedøre.

På Vestfyn Trækker-messen den 1.-3. juni vil Michael Krogsøe Thomsen præsentere nogle kundeopbyggede SOR-køretøjer.

God isolering

Ib Boelslund fik forhandlingen af SOR i 2000. Han har skabt den platform, som mærket har i dag som et af de store mærker inden for kølekasser.

- SOR er en af de bedste kasser isoleringsmæssigt set og samtidigt har den markedets stærkeste bund. Selv om SOR er blandt en af Europas største producenter af køletrailere og -kasser, satser den som en af de få på skræddersyede løsninger til det skandinaviske marked. Virksomheden er ordreproducerende og laver kun kundetilpassede løsninger.

Alle kasser kan ATP-godkendes med enten FNA eller FRC, og der produceres kasser fra 19,7 meter køletrailere for det svenske marked til modulvogntog og helt ned til 3,6 meter kasser til 3.500 kg biler.

Med overtagelsen af agenturet på SOR kommer Michael Krogsøe Thomsen tættere på et af sine mål, nemlig at udnytte Fyns Karosseribyg"s kompetencer bedre og et overordnede ønske om at kunne anbefale og levere de bedste løsninger til kunderne.

Specialiseret

Michael Krogsøe Thomsen overtog Fyns Karosseribyg fra sin far for ti år siden. I dag er virksomheden tilpasset til de nye tider i transportbranchen.

Der er 18 medarbejdere ansat i produktionen. Dertil kommer han selv og Jørgen Ruby Poulsen, som er salgsansvarlig. Desuden er der teknisk produktionschef Palle Jensen, en medarbejdende værkfører og en lagermand på deltid.

- Vi har måttet skære ned og specialisere os inden for vores kerneområder, fortæller Michael Krogsøe Thomsen.

- Vores specialer er kasser, lad og opbygninger med hydraulik, det omfatter bl.a. hejs, tip og kraner samt alt i reparationer. Dertil kommer det nye område med SOR-kasserne.

- I dag nytter det ikke at ville producere det hele. Man er nødt til at begrænse sig og finde sine specialer.

Satsningen har indtil videre været god for FKB med overskud sidste år og gode tal i år.

Michael Krogsøe Thomsen har netop ansat en produktionstekniker, som skal hjælpe med at planlægge produktionen.

- Det er et arbejde, som han gradvist skal overtage fra mig. Min fremtid bliver, at jeg skal løsrive mig fra produktionen og så kommer med ud og vise flaget.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062