23948sdkhjf

Fjern køreprøverne fra overbelastet politi

Venstre foreslår en privatisering af køreprøverne i stil med den privatisering, der fandt sted inden for bilsynet.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen lægger pres på justitsminister Søren Paper Poulsen (K) og transportminister Ole Birk Olesen (LA) eller snarere deres embedsmænd for at fjerne de lange ventetider på lastbilkøreprøver.

- Køreprøver er fuldt finansieret med gebyr, og så skal det bare virke!, tordner han.

Derfor anbefaler han forslaget fra Venstres folketingsgruppe om private prøvesagkyndige. Det indebærer, at administration af køreprøver flyttes fra Rigspolitiet til Færdselsstyrelsen, det vil sige flytning fra Justits- til Transportministeriet.

- Det bliver dermed Færdselsstyrelsen, der får ansvaret for at uddanne og autorisere de kommende private prøvesagkyndige samt holde løbende kontrol med ordningen, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Skal gælde fra 2019
Den ny ordning vil blive gennemføres pr. 1. januar 2019, hvis det står til Kristian Pihl Lorentzen.

- Indtil forslaget bliver gennemført har jeg en forventning om, at Rigspolitiet anstrenger sig til det yderste for at få de ventelister ned, fortsætter han.

- Jeg kan se, at en stor del af oppositionen er positiv for vores forslag, så det kan vi ret hurtigt få på plads. Jeg tror ikke, at regeringen siger nej, og oppositionen er hjertens velkommen til at overtage mit forslag.

Terror og grænsekontrol
- Det er velkendt, at hele politiet er overanstrengt. Det er utåleligt, for det går godt. Erhvervslivet har travlt og skal ikke bøvle med, at myndighederne ikke kan følge med. Derfor skal vi lede efter alle muligheder for at aflaste politiet for de opgaver, der ikke er direkte relateret til politiarbejde, siger han.

Problemet er størst på Sjælland. Kristian Pihl Lorentzen peger på, at flere prøvesagkyndige fra forsvaret kunne hjælpe politiet med køreprøver.

- Der er nogle borgere, som får en utilfredsstillende service af myndigheder, og så skal vi gøre noget ved det, slutter Venstres ordfører

Skaf flere prøvesagkyndige
ITD støtter en flytning af kørekortområdet til Færdselsstyrelsen, hvis det vel og mærke gælder hele administrationen såsom lektionsplaner og udstedelser.

- Det kan måske sikre flere prøvesagkyndige, siger chefkonsulent Anders Jessen, ITD.

En privatisering af teori- og køreprøver skal kun gennemføres, hvis det skaffer flere prøvesagkyndige, understreger chefkonsulent Anders Jessen, ITD.

Videre skal der være vandtætte skotter mellem kørelærere og prøvesagkyndige.

- Man kan være i tvivl, om der er nok prøvesagkyndige på dette marked. Det overlader jeg trygt til de udførende myndigheder i transportministeriet. Det kan være, at vi kan spille ind med nogle forslag.

Ventetiden er for lang
- Vi har ikke fået mange henvendelser fra vore medlemmer om, at man ikke kunne få en chauffør på grund af ventetid, men problemet er alvorligt nok. Det er for længe med 8-10 uger. Alt, hvad der kan aflaste politiet, kunne være gavnligt, siger Anders Jessen.

De 17-årige, som er ved at tage kørekort, medvirker til presset på prøvesagkyndige.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079