23948sdkhjf

Forsker: Droner kan levere pakker til din hoveddør om få år

Droner med pakker op til 35 kilo kan komme i luften i Danmark inden for tre til fire år

Bestiller du julegaverne over nettet i år 2020, er det ikke usandsynligt, at nogle danskere vil få dem leveret med en fjernstyret drone.

På Aalborg Universitet har man netop anskaffet sig en 1,2 millioner kroner dyr drone, der er produceret efter model af en helikopter.

Den skal bruges til at teste, hvordan større doner i fremtiden kan bruges til at løse en række forskellige opgaver på en lettere måde, og hvordan det gøres uden, at man sætter sikkerheden over styr.

Bag projektet står lektor og droneforsker ved Aalborg Universitet Anders la Cour-Harbo. Han vurderer, at det inden for en periode på tre til fire år vil være muligt at levere pakker på op til 35 kilo med droner her i landet.

- I øjeblikket er det ulovligt at flyve med store droner i Danmark, og det er primært på grund af mangel på viden om sikkerhed. Så vi vil gerne bruge vores tid til at se på, hvordan det kan blive sikkert at få sådan en drone i luften, siger han til DR Nordjylland.

I Storbritannien har den amerikanske nethandelsgigant Amazon allerede testet levering af mindre pakker med en dispensation fra den gældende lovgivning, hvor man skal have udsyn til sin drone, mens den flyver.

Anders la Cour-Harbo forventer, at man tidligst i 2019 på europæisk niveau får lavet lovgivning, der tillader flyvning med større droner under nærmere aftalte forhold.

Det vil i første omgang blive sådan, at man for hver flyvning vil blive bedt om at lave en vurdering af hvilke farer, man potentielt vil udsætte omgivelserne for.

Og her vil ny teknologi, hvor man forbedrer dronernes evne til at undvige uforudsete udfordringer og muligheden for at styre dronen over selv lange afstande, spille en rolle.
Hos Danske Dronenetværk, der udgør et netværk af droneoperatører, glæder man sig over, at der investeres i forskning og testning af droner.

- Danmark er i forvejen forholdsvis langt frem med hensyn til udvikling af droner og teknologi, så vi skal fortsætte og finde ud af, hvad vi kan gøre i fremtiden, siger indehaver og stifter af netværket, Ulrik Max Nielsen.

Han peger på, at de danske småøer vil være et godt sted at starte, når man skal teste leverance af pakker og lignende, og at man derfra kan tage små skridt og lave en form for luftkorridorer uden om tætbefolkede områder, hvor droneflyvningen kan foregå.

- Det bliver stille og roligt. Der her er ikke noget, der kommer til at ske i morgen, siger Ulrik Max Nielsen.

Test af dronen på Aalborg Universitet tager for alvor fart i januar efter grundig uddannelse og træning.

Kilde: DR Nordjylland

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063