23948sdkhjf

Svinepest i Østeuropa: Lastbilchauffører kan tage smitten til Danmark

På bare tre år er antallet af vildsvin, der er smittet med afrikansk svinepest i Østeuropa, mere end 12-doblet.

Det viser tal fra Fødevarestyrelsen.

Derfor vil interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer nu iværksætte en kampagne på Facebook, der er målrettet østeuropæiske lastbilchauffører.

De kan nemlig risikere at tage smitten med ind i landet via deres lastbiler eller mad hjemmefra.

Rammer svinepesten først danske vildsvin, er der risiko for, at danske produktionssvin også bliver smittet. Det vil gå hårdt ud over den danske eksport af svinekød.

Det er første gang, at Landbrug og Fødevarer forsøger sig med en kampagne på Facebook. Her får lastbilchaufførerne konkrete råd til, hvordan de kan undgå at tage svinepesten med til Danmark.

Det fortæller Julia Vollertsen, interesseorganisationens leder af sociale medier.

- Det handler om at vaske og desinficere sin bil, når man kører over grænsen. At man overholder karantæneregler, ikke smider madaffald i naturen og ikke tager madvarer med ud til svinebesætninger, siger hun til DR Syd.

Kampagnen, der er skarpt målrettet udenlandske chauffører, vil bestå af en video på polsk, russisk og engelsk, fortæller Julia Vollertsen.

- Det er ikke folk, der læser danske aviser, hører dansk radio og ser dansk tv. Men vi ved, at mange af dem har en Facebook-konto, og det vil vi imødekomme med kampagnen, siger hun.

Det nye tiltag bliver bakket op af Danmarks Naturfredningsforening, der mener, at mennesket vil være skyld i smitten, hvis svinepesten skulle komme til Danmark. Det fortæller biolog Bo Håkansson.

- Det er vigtigt at sætte en tyk streg under, at det ikke er de få vildsvin, vi har i Danmark, som i sig selv udgør en risiko. Risikoen består i, at svinetransporter, der kører til og fra østlandene, kan bringe smitten med tilbage og inficere vildsvinene i Danmark, siger han til DR Syd.

Derfor mener Bo Håkansson , at tiltag mod smitterisikoen bør prioriteres højere.

- Set med forebyggende briller er beskyttelsen ikke god nok. Det mangler simpelthen, at man også sætter ind dér med forebyggende tiltag, så man ikke får bragt smitten til de få danske vildsvin, siger han.

Mens der sidste år var 3.400 udbrud af afrikansk svinepest i Østeuropa, var det tilsvarende tal for tamsvin 122.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081